11/05/2015
Blomsterne bedrager ved første blik - 5 stjerner i Kristeligt Dagblad

Inciterende og opdateret arbejdsportræt af Erik A. Frandsen på Horsens Kunstmuseum

At holde øje­blik­ket fast og gøre det flyg­ti­ge be­stan­digt - det er en gen­nem­gå­en­de be­stræ­bel­se i Erik A. Frand­sens vær­ker.

Til­sy­ne­la­den­de op­fyl­des den fint på to store runde bil­le­der, ”Arles - mon amour - no pa­s­a­ran” - så­kald­te scag­li­o­la, hvor mo­ti­vet er en mark med solskik­ker. Ind­fan­get lykke - tror man. Ind­til man bli­ver op­mærk­som på, at man står over for solsik­ker, der ven­der ho­ve­d­er­ne bort og ind mod bil­le­der­nes egne rum, som om disse blom­ster har nok i sig selv og helst er ens på­træn­gen­de blik for­u­den. Man føler sig uvel­kom­men. Og en en­som­hed sni­ger sig ind på én: Man ser en evig­hed af som­mer, så tæt på og dog uop­nå­e­lig.

Vagn Ste­ens digt om, at den, der fan­ger fug­len, fan­ger ikke fug­lens flugt, duk­ker op i erin­drin­gen. Men for­sø­get på at fast­hol­de slip­pes ikke - bil­le­der af øje­blik­ke trans­for­me­res til vær­ker af vidt for­skel­lig ka­rak­ter.

 

På den ud­for­dren­de og umid­del­bart nær­væ­ren­de ud­stil­ling er ud­gangs­punk­tet for den over­ord­ne­de be­stræ­bel­se en cirka 1000 ki­lo­me­ter lang van­dring, som kunst­ne­ren fo­re­tog i ef­ter­å­ret 2014 fra Gran San Ber­nar­do i Schweiz til San Pie­tro i Rom. Fra denne van­dring stam­mer dog ikke det før­ste værk, der vises: en pat­chwork-skul­p­tur af en bil, præ­sen­te­ret sam­men med en svært læ­se­lig væg­tekst i neon, der kryp­tisk hen­le­der op­mærk­som­he­den på et andet usæd­van­ligt fæ­no­men, nem­lig bløde ka­ted­ra­ler. Som om også så­dan­ne kan op­fø­res i stof.

Hel­ler ikke det føl­gen­de værk, ”Fri­edrich fra Fæl­led­vej”, stam­mer fra van­drin­gen, men hører al­li­ge­vel na­tur­ligt med i sam­men­hæn­gen, idet bil­le­det med de store ”fast­fros­ne” blom­ster - iagt­ta­get af to lige så ”fast­fros­ne” per­so­ner/giner - op­stil­ler en grund­si­tu­a­tion hos Frand­sen: øje­blik­ket, der løf­tes ud af tiden og ind i - ja, ind i hvad?

Blom­ster­ne ser ud, som har de for­længst mi­stet deres duft. Hvor­for dufte til ære for giner?

Gen­nem en tom kor­ri­dor, med vægge af løst op­hæng­te, hvide pa­pir­ba­ner kom­mer man ind en sal, der blandt andet rum­mer 13 store akva­rel­ler, ”Basis Eu­ro­pa”, fra kunst­ne­rens lange van­dring, akva­rel­ler af natur, byg­nin­ger og en­kel­te dyr. Det er ar­bej­der, der er hen­tet fra skit­sebø­ger­ne og da også har et vist råt præg. Det er, som om man sta­dig mær­ker var­men fra ska­bel­ses­pro­ces­sen. Bil­le­der­ne vir­ker be­vidst skø­de­s­løst op­sat­te, det hele har et præg af fo­re­lø­be­lig­hed - som sta­di­er på vejen mod et mål.

Men da jeg var sam­men med bil­le­der­ne, følte jeg, at jeg var ved målet - som om netop det ufær­di­ge er det ”fær­di­ge” ud­tryk. Rent ud sagt: For mig er disse akva­rel­ler ho­ved­vær­ker på ud­stil­lin­gen.

Fra skit­se­bo­gen stam­mer også serie af 12 for­holds­vis små mosaik­ker, ”Mor­an­dis tav­ler”. Gi­o­r­gio Mor­an­di (1890-1964) var en ita­li­ensk maler og gra­fi­ker, hvis livs­værk be­teg­nes som en syn­te­se mel­lem klas­sisk tra­di­tion og mo­der­nis­me. De rød­li­ge tav­ler med glimt af lo­ka­li­te­ter fra kunst­ner-van­drin­gen frem­træ­der som min­dre rå end akva­rel­ler­ne. Mo­ti­ver­ne er gan­ske enkle, men rum­mer i al deres for­drings­løs­hed en dybde, som gør, at man ikke uden vi­de­re ser sig fær­dig.

Svæ­re­re havde jeg ved at opnå en­ga­ge­ment i ”La mappa til Celan”, seks store mosaik­søl­jer på so­k­ler af mar­mor. Pla­stik i for­skel­li­ge far­ver snor sig som slan­ger op ad søj­ler­ne, der er pla­ce­ret i umid­del­bar nær­hed af ”Go­et­he dif­fu­se”, en skærm, hvor Frand­sen har ”over­sat” fo­to­gra­fi­er fra sin rejse til et flim­ren­de for­løb. Det er som at be­trag­te en him­mel i uop­hør­lig for­an­dring, snart ser man ét og snart noget andet. Den tå­l­mo­di­ge be­løn­nes med tyste op­le­vel­ser.

Ud­stil­lin­gen med dens kon­cen­tra­tion giver et over­sku­e­ligt, men også in­ci­te­ren­de, op­da­te­ret po­rtræt af en kunst­ner og hans sta­di­ge ud­forsk­ning af ma­te­ri­a­ler og ud­tryks­mid­ler. En kunst­ner, der ikke be­ken­der sig til en isme og også er ty­de­lig nok som sig selv. Det be­kræf­tes her.